Her er en ide til de af jer som går med en drøm om at blive indretningsarkitekt eller simpelthen bare interesserer jer for design og indretning. Den kan dog også bruges af folk som bare vil tjene ekstra penge.
Ideen går ud på at udleje flotte tidsløse designmøbler til folk som står og skal sælge deres hus. Det er næsten umuligt at sælge et tomt hus da det ikke ser særligt hyggeligt ud. Ved at leje en komplet indretning af huset med møbler kan de altså få et fantastisk udseende hus da disse designmøbler altid giver huset et ekstra pift og gør det muligt for folk at se hvor hyggeligt det egentlig kan være. Du kan vælge bare at udleje møbler og lamper eller du kan tage ekstra og også fungere som indretningsarkitekt hvis du har forstand på dette. Husk på at der sikkert også kan lejes nogle ting ud til særlige arrangementer hvor folk gerne lige vil vise en dyr lampe frem etc.
Jeg vil forestille mig at man laver en pris pr. ting (f.eks. PH Lampe Koglen kan man vælge at tage 1000 kr. for pr. måned, en sofa 500 kr, 2 standerlamper 1500kr o.s.v.) Man skal selvfølgelig lave nogle beregninger inden man fastsætter priser. Man kan også lave nogle pakkeløsninger alt efter hvor stor en stue der skal møbleres så kunderne nemmere kan se hvad de får for pengene.
Jeg tror det er nu man skal starte dette firma hjemmefra da det for tiden er rigtigt svært at komme af med sine boliger og folk derfor er desperate for at skille sig ud fra mængden. Kontakt endvidere nogle ejendomsmæglere og få dem til at give en brochure til de der vil sælge hus. Med nogle gode aftaler med lokale mæglere behøver du ikke tænke på annonceudgifter, mæglerne vil hellere end gerne anbefale dig da du gør deres job nemmere ved at hjemmet får nogle flotte møbler og bliver godt indrettet.
Dette her er selvfølgelig ikke den billigste ting at komme i gang med hvis man vælger at lave den med designer møbler, men en mindre eksklusiv udgave kunne der sikkert også være gode penge i da man så ikke skal investere så meget.